- 700 g. udstenede kirsebær
- 2 øko. citroner, skal + saft
- 450 g. sukker
Jeg har været en uge i mine forældres sommerhus, og de har et fint kirsebærtræ, som havde helt utrolig mange kirsebær, så derfor gik vi gang med at finde på ting vi kunne lave med kirsebær.
Jeg fandt flere opskrifter på marmelade med citron så derfor tænkte jeg at de måtte prøves. Citron, og især citronskal indeholder ret meget pektin, som er det man normalt tilsætter i for at få marmelade eller syltetøj til at stivne. Så derfor ville jeg prøve at lave det uden at tilsætte geleringspulver, da det i denne sammenhæng er unødvendigt.
Start med at udstene alle dine kirsebær – det her er helt klart ulempen ved at lave desserter og andet med kirsebær. Jeg har set links til mange sjove maskiner der kan udstene kirsebær men man kommer langt ved at skære dem over med en lille kniv. Men hvis man gerne vil have hele bær duer det selvfølgelig ikke. Jeg har lånt denne gamle fine udstener af min farmor. Den virkede helt upåklageligt men det sprøjtede nu lidt når man brugte den, så husk forklædet.
Det er lidt en smagssag om man vil have hele bær eller store stykker frugt i sin marmelade men jeg valgte nu at skære de fleste i mindre bidder.
Start med at koge bær, citronsaft og citronskal i ca. 20 minutter, skal blive lidt udkogt. Tilsæt sukkeret, og forsæt med at koge ved svag varme og uden låg i ca. 20-25 minutter. Lav en gelé-test ved at dryppe en lille smule marmelade på en lille tallerken og stil på køl et par minutter. Hvis det størkner og rynker når du rør ved det, så er marmeladen klar.
Hæld marmeladen på glas med det samme.
Jeg brugte søde kirsebær, hvis man bruger sure kirsebær skal man muligvis tilsætte lidt ekstra sukker, men man kan jo heldigvis smage lidt undervejs til smagen er helt rigtig.